💉 Unge, uerfarne læger kan ikke erstatte sygeplejersker – og de får endda mere i løn

Bedøvelse til operationspatienter er et yderst komplekst område, hvor der kræves stor teoretisk viden, et særdeles godt håndelag og en vis mængde klinisk erfaring for at kunne yde et tilfredsstillende og sikkert stykke arbejde, skriver to anæstesisygeplejersker.

I Ugeskrift for læger kunne man i sidste uge læse en artikel, hvori det bliver beskrevet, at Anæstesiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital har skaffet sig en ekstra bevilling, der skal gå til at ansætte unge, uerfarne læger, der pga. manglen på specialuddannede anæstesisygeplejersker skal varetage bedøvelserne på operationsstuerne.

I artiklen beskrives det floromvundet rosenrødt, hvordan denne bevilling og ansættelsen af anæstesiologisk helt uuddannet og meget ungt personale, vil være med til at nedbringe ventelisterne og den store pukkel af ophobede patienter.

En af de læger, der bliver interviewet til artiklen, er netop sådan en helt ny, ung læge. Han er blevet ansat til at bedøve patienter direkte efter sin KBU – hvilket er den allerførste kliniske basisuddannelse, som alle læger skal igennem, efter at have gået syv år på universitetet.

Der skal ydes lige løn for lige arbejde eller for arbejde af samme værdi

Han udtaler i interviewet: »Det passede mig rigtig godt, jeg vil gerne være anæstesilæge, og jeg kommer helt uden erfaring fra anæstesien i KBU, og det kunne jeg så få nu.«

Den unge læge udtaler endvidere: »Når jeg er på stue, laver jeg det samme som anæstesisygeplejersken, en til en.«

Udover de rent åbenlyse problemer såsom patientsikkerhed med videre ved at sætte uerfarent og uuddannet personale til at varetage noget så kompliceret som anæstesi til operationer på nogle af landets største hospitaler, så ser vi som erfarne anæstesisygeplejersker en række andre diskussioner, som ansættelser af denne art naturligt vil afstedkomme.

På kant med ligelønsloven?

For det første: Når den unge læge med næsten ingen klinisk erfaring løser opgaver beskrevet som »en til en« med en specialuddannet anæstesisygeplejerske, så kan det undre, hvorfor sygeplejersken skal have en væsentlig lavere grundløn end den unge læge – der jo ansættes uden klinisk special erfaring.

Det er i hvert fald ikke kompetencerne, der her aflønnes og ej heller uddannelsesniveauet relevant for den kliniske arbejdsopgave. I dette tilfælde anæstesi til operationspatienter, hvor en anæstesisygeplejerske er væsentlig mere kompetent til at løse opgaven, og ud over anæstesi til ukomplicerede patienter, også kan varetage anæstesi til komplicerede og svært syge patienter.

Desuden er anæstesisygeplejersken uddannet og trænet til at håndtere potentielt farlige og kritiske situationer, hvor den forventede ukomplicerede anæstesi pludselig bliver kompliceret og potentielt kritisk for patienten. Så hvorfor den unge læge skal aflønnes væsentlig højere, må stå hen i det uvisse.

I værste tilfælde kan man i vores optik ved at forvalte på denne måde, være i direkte konflikt med ligelønsloven, som beskriver, at der skal ydes lige løn for lige arbejde eller for arbejde af samme værdi.

Fokus på uddannelse

Dernæst: Unge læger, der sidder på stue og bedøver, har et væsentligt forøget fokus på deres egen uddannelse og karrierevej sammenlignet med en uddannet anæstesisygeplejerske i samme position. Dette er ikke et postulat fra en gruppe forsmåede sygeplejersker, men en konstatering taget fra vores kliniske hverdag – og at det forholder sig sådan, kan da også læses flere steder i artiklen fra Ugeskriftet.

Her italesættes det igen og igen, at der er meget fokus på uddannelse for de unge læger, der skal bedøve. Det beskrives f.eks., at det »nogle gange er nødvendigt at blive helt til klokken 15«, og at det er ærgerligt, at man så ikke kan komme med til eftermiddagskonferencerne, som er et vigtigt læringspunkt.

Samtidig har rigtig mange unge læger, der sidder på stue, et markant behov for grundig supervision, både fra ældre, specialuddannede lægekolleger, men så sandelig også fra de anæstesisygeplejersker, som står bagved de unge læger.

Igen et faktum, der forøger arbejdsbyrden for sygeplejerskerne markant.

Det er ikke en attraktiv eller motiverende model for anæstesisygeplejersker, når de løbende skal oplære yngre, uerfarne læger i eget arbejde til en væsentlig lavere løn, og hvor sygeplejerskerne fortsat skal være standby, hvis den yngre læge får brug for hjælp til kompliceret anæstesi.

Hvem vil du helst bedøves af?

Modellen åbner endvidere for en række spørgsmål vedrørende effektiv ressourceudnyttelse i en tid, hvor der er fokus på den generelle mangel på ressourcer i sundhedsvæsnet.

Så, er det godt for 'produktionen' på en operationsgang at have unge, uuddannede læger siddende i stedet for veluddannede anæstesisygeplejersker med lang klinisk erfaring? Nej, naturligvis er det ikke det. Det siger sig selv, at tempoet reduceres, arbejdsgangene forlænges, og det forøgede fokus på uddannelse tager en del fokus fra anden vigtig virksomhed på stuen.

Er det så lige godt for patienterne, om det er den ene eller anden, der bedøver? Nej, naturligvis er det ikke det.

Bedøvelse til operationspatienter er et yderst komplekst område, hvor der kræves stor teoretisk viden, et særdeles godt håndelag og en vis mængde klinisk erfaring for at kunne yde et tilfredsstillende og sikkert stykke arbejde.

Og skulle du være i tvivl, så spørg dig selv, hvem du helst vil bedøves af, når du skal have lavet dit navlebrok, din knæledsoperation eller udskiftet din hofte: En ung læge uden specialviden og med en særdeles begrænset klinisk erfaring, eller en gammel garvet anæstesisygeplejerske med den helt relevante uddannelse og kliniske baggrund?

Fasthold i stedet dem vi har

Men hvad er så løsningen på, at vi mangler kompetent anæstesipersonale på vores operationsgange?

Ja, vi kan jo i hvert fald starte med at fastholde dem, vi allerede har, med en ordentlig løn og nogle forhold, som gør, at de ikke føler sig alt for fristet til at tage ud og bedøve i det private. Eller helt kvitte specialet eller jobbet som sygeplejerske.

Vi kan belønne uddannelse og kompetencer ens, således at vi reelt har 'lige løn for lige arbejde' i stedet for den nuværende praksis, som ikke giver andet end frustration og dårligt tværfagligt interkollegialt arbejdsmiljø.

Vi kan også begynde at anerkende den store kliniske kompetence, som de specialuddannede sygeplejersker spiller ind med i behandlingen af komplicerede patienter i hele sundhedsvæsenet – og det være sig i alt lige fra anæstesi, over borgernær sygepleje og til psykiatri.

Og så kan vi fremover sørge for at have fokus på at uddanne det relevante personale i takt med, at de ældre kolleger pensioneres, så vi ikke igen kommer til at stå i en mangelsituation – som ovenikøbet har været nem at forudse – hvor vi alene i Region Hovedstaden nu mangler 50 anæstesisygeplejersker ud af ca. 460.

Det er vel sådan set det absolut mindste vi kan gøre. Tak.