Faglig ledelse i sundhedsvæsenet

Sundhedsreformer, ældreplejereformer, velfærdsreformer og nu fald i antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen – forandringerne vælter ind over os, der arbejder i sundhedsvæsenet. Midt i alle de gode intentioner og store omstillinger glemmer politikerne alt for ofte de faglige ledere, der skal få det hele til at fungere i hverdagen.

De står med ansvaret for at få opgaver, mennesker og faglighed til at gå op i en højere enhed – men uden nødvendige rammer, støtte eller tid til at lykkes med opgaven. Det er et problem, ikke bare for dem, men for hele sundhedsvæsenet. Uden stærk faglig ledelse får vi hverken kvalitet eller sikkerhed og ej heller et godt arbejdsmiljø, som betyder noget for fastholdelse og rekruttering af dygtige medarbejdere.

Mere end drift og Excel-ark

God faglig ledelse er ikke bare et kryds i regnearket. Det er at sætte retning for det faglige arbejde – at sørge for, at opgaverne bliver løst af dem, der har de rette kompetencer. Det handler om at skabe tid og rum til faglig udvikling og refleksion. Og at sikre, at patienter og borgere mødes af fagpersoner klædt på til opgaven.

I dag ser vi alt for ofte, at lederne bliver spændt for en driftsvogn, der ruller hurtigere og hurtigere – men tid til faglig ledelse bliver skåret væk. Resultatet er, at kvaliteten presses, og patientsikkerheden kommer i fare.

Som sygeplejersker møder vi mennesker i deres mest sårbare øjeblikke. Derfor skal vi kunne levere høj faglighed og tryghed. Men det kræver, at vores ledere har mulighed for at støtte os, vejlede os og matche opgaver med kompetencer. Når dét ikke er muligt, mister vi retning, og det kan få alvorlige konsekvenser.

Vi taler om at investere – men vi forringer vilkårene

Der bliver talt meget om at investere i faglig ledelse. Sandheden er, at de nuværende reformer ikke gør det lettere. Sundhedsreformen, ældreplejereformen og andre velfærdsinitiativer skaber store forandringer. Midt i den omstilling bliver de faglige ledere klemt.

Uden at sikre ordentlige vilkår for faglig ledelse, risikerer vi, at de reformer, der skulle forbedre velfærden, fører til dårligere arbejdsvilkår og mere pres på de fagprofessionelle. Det er hverken holdbart eller effektivt.

Faglighed er ikke en luksus – det er en nødvendighed

Sygepleje handler ikke "bare" om at tage blodtryk og give medicin. Det handler om at træffe komplekse beslutninger i pressede situationer. Det kræver viden, erfaring, analytiske evner og vurderingsevne – det, man kalder "tavs viden".

Et godt eksempel er sundhedsplejerskernes arbejde med opsporing. Det er en opgave, der kræver faglig dømmekraft og kendskab til familier og børn, og er afgørende for at opdage sygdomme og mistrivsel i tide. Alligevel ser vi, at sundhedsplejen bliver skåret. Det betyder, at problemer, der kunne være forebygget, først opdages langt senere – med store menneskelige og økonomiske konsekvenser.

Tre skridt, der kan gøre en forskel

Vi har brug for at vende skuden. Derfor foreslår jeg tre konkrete tiltag, der kan styrke faglig ledelse i sundhedsvæsenet og velfærdssektoren:

Lederuddannelse med fokus på faglighed. Ledere skal have indsigt i de fagligheder, de skal understøtte – især inden for sundhed og sygepleje. Det kræver målrettet uddannelse, der ruster dem til opgaven.

Faglig ledelse som kerneopgave. Faglig ledelse skal prioriteres lige så højt som økonomistyring. Ledere skal have tid og ressourcer til at udvikle faglighed – ikke kun håndtere drift.

Faglige pejlemærker for kvalitet og sikkerhed. Vi skal have klare retningslinjer, der sikrer, at beslutninger træffes med udgangspunkt i faglighed – og ikke kun økonomi.

Det er ikke for sent – men det haster

Hvis vi vil sikre høj kvalitet og tryghed i velfærden, skal vi investere i det, der bærer det hele: Faglig ledelse. Ikke som en ekstra opgave, men som en central del af styringen.

Lige nu koster det dyrt at lade være. Næsten hver femte sygeplejerske skifter job på et år. Det koster hvert år over 1,2 milliarder kroner. De penge kunne være brugt langt bedre. For eksempel på at give ledere tid til faglig sparring og udvikling – og sikre, at sundhedsvæsenet ikke kun reformeres, men reelt forbedres.

Det er nu, vi skal tage ansvar. Hvis ikke vi passer på den faglige ledelse, passer vi heller ikke på sundhedsvæsenet.