⚠️ Fragmenteringen af sygeplejen truer patientsikkerheden
Af Kristina Frederiksen, Anæstesisygeplejerske og kredsnæstformand i DSR Kreds Hovedstaden
📄 Oprindelig artikel: Denne debatartikel blev oprindeligt publiceret på Sundhedsmonitor.dk

Kristina Frederiksen, forfatter til debatartiklen om patientsikkerhed
Det er på tide at prioritere sygeplejens værdi som en central del af sundhedsvæsenets kerneopgave, og her er ledelsens engagement afgørende for denne transformation.
I det moderne og pressede sundhedsvæsen er spørgsmålet om patientsikkerhed mere kritisk end nogensinde før.
Høj patientsikkerhed er ikke blot et mål i sig selv, det er en forpligtelse og en central søjle i vores sundhedssystem.
I skyggen af bestræbelserne på at levere omfattende sundhedsydelser til en befolkning, der bliver ældre og ældre, står vi over for en eskalerende udfordring på grund af manglen på sygeplejersker, hvilket allerede nu fører til en fragmentering af sygeplejen og påvirkning af patientsikkerheden.
For at forstå konsekvenserne af fragmenteringen, er det vigtigt at forstå, at sygeplejersker arbejder tæt sammen med deres patienter og besidder solid teoretisk viden fra deres uddannelse, hvilket giver dem evnen til at analysere komplekse plejebehov.
Sygeplejerskers rolle omfatter ikke kun udførelse af plejeopgaver, men også klinisk ledelse og beslutningstagning, både behandlingsmæssigt og plejemæssigt.
Kun sygeplejersker har de nødvendige kompetencer til at observere, vurdere og analysere sygeplejebehov på en dybdegående og kompleks måde.
Erstatter man f.eks. sygeplejersker med andre faggrupper med kortere uddannelse eller slet ingen uddannelse, ser man en skræmmende stigning på hele 21 pct. i risikoen for dødsfald for indlagte patienter. Forskningen er entydig og klar.
Det er vigtigt at forstå, at sygepleje ikke er en række enkeltstående eller sammenhængende opgaver, men en kontinuerlig cirkulær proces der foregår i samarbejde med patienter, kolleger og tværfaglige samarbejdspartnere, hvor analyser på baggrund af høj faglighed spiller en meget stor rolle.
Sygeplejersken ser mere
Lad mig komme med et eksempel fra dagligdagen:
En patient er meget tørstig og beder om mere vand. En situation, som man finder hver eneste dag på landets hospitaler og plejehjem. Det er dog kun frokost, og patienten er allerede i gang med den tredje kande vand.
En ufaglært medarbejder henter en kande vand som en naturlig service for patienten. En sygeplejerske ville derimod observere, vurdere og analysere situationen. Hun ville overveje, om patienten måske har en ikke-opdaget diabetes, og hun ville udføre relevante målinger og prøver.
Sygeplejersken vil også vurdere, om der er behov for yderligere pleje, eller om opgaverne kan delegeres til andre faggrupper.
Dette sker samtidig med patientens helt enkle anmodning om mere vand.
Nyt projekt med kadetter
I de sidste 30 år har sundhedsvæsnet været præget af reformer, komiteer og kommissioner, der er blevet nedsat for at beslutte, hvordan man bedst sikrer effektiv drift af sundhedssystemet.
Der er blevet udarbejdet lovgivning og retningslinjer i stor stil, men ofte uden tilstrækkelig fokus på, hvad der egentlig skaber værdi. Politikere har også bidraget til problemet ved at komme med udtalelser om, hvordan sygeplejersker bør bidrage til samfundet.
Disse udtalelser har ofte været koblet til en diskurs om samfundssind og velvillighed uden en tilstrækkelig forståelse af det dybtgående arbejde, sygeplejersker udfører.
Det nyeste tiltag for at nedbringe personalemangel, hvor drift prioriteres over sygeplejeanalyse og patientsikkerhed, er et toårigt projekt med såkaldte kadetter, sat i gang på landets største hospital, Rigshospitalet.
Projektet søger kadetter uden relevant faglig baggrund, men derimod mennesker med »empati og situationsfornemmelse«.
Kadetterne får primært ansvar for overvågning af patienter, herunder observation af blødning, opkast, afføring og personlig pleje. Kadetterne vil modtage målrettede kurser.
Tillad mig et spørgsmål: Hvis du selv lå i en sygeseng, ville du så synes, det var nok med empati, situationsfornemmelse og et lille kursus, eller ville du gerne passes og plejes af en person med fagligheden i orden, der ser symptomerne før andre, og har den relevante uddannelse til at reagere på dem?
Dybt bekymrende
Det er dybt bekymrende at erstatte sygeplejersker med ufaglærte i vores alles sundhedsvæsen.
Når sygeplejerskernes vigtige rolle ignoreres, svækkes patientsikkerheden.
Så sent som i sidste uge kom det frem, at Region Hovedstaden forventer at nedlægge 307 stillinger og fyre op mod 80 medarbejdere.
Det er på tide, at prioritere sygeplejens værdi som en central del af sundhedsvæsenets kerneopgave og her er ledelsens engagement afgørende for denne transformation.
Hvis vi prioriterer sygeplejerskernes faglighed, og har øje for deres mange kompetencer, kan vi også fastholde og rekruttere sygeplejersker i fremtiden – hvilket er strengt nødvendigt, hvis vi stadig vil have et sundhedsvæsen, hvor patientsikkerheden er i top, og hvor adgangen til sundhedsydelser er ens for alle.